Hvad er forskellen på kvalificering og validering?
Forstå hvornår udstyr, systemer og processer skal kvalificeres eller valideres.
Kvalificering og validering
Kvalificering og validering er to begreber, der ofte blandes sammen — men de dækker over forskellige aktiviteter med forskellige formål.
Her får du en klar forklaring på forskellen og de vigtigste krav.
På denne side får du svar på:
- Hvad er forskellen mellem kvalificering og validering?
- Hvad sker der, hvis du ikke kvalificerer eller validerer?
- Hvad er IQ, OQ, PQ og DQ?
- Hvornår skal en proces valideres?
- Hvilke fejl og udfordringer ses typisk i praksis?
- Hvad er de vigtigste råd til kvalificering og validering?
- Hvornår skal du kvalificere, validere eller revurdere?
Hvad er forskellen mellem kvalificering og validering?
Kvalificering dokumenterer, at udstyr, faciliteter og installationer fungerer som tiltænkt og lever op til forudbestemte krav. Validering dokumenterer, at en proces konsekvent giver det ønskede og reproducerbare resultat. Kvalificering gælder altså primært udstyr — validering primært processer.
En nem huskeregel: Kvalificerer du udstyret — validerer du processen.
I denne video får du på knap 3 minutter forklaringen på forskellen mellem kvalificering og validering.
Kvalificering | Validering | |
Handler om | Udstyr, faciliteter, installationer | Processer, metoder, rengøring, IT |
Formål | Dokumentere at udstyr fungerer som tiltænkt | Dokumentere at proces giver reproducerbart resultat |
Eksempel | Ny autoklav installeres og testes (IQ, OQ, PQ) | Aseptisk fyldelinje dokumenteres med mediefyldning |
Kilde | EudraLex Vol. 4, Part I | Annex 15 (pkt. 5, 9, 10) og Annex 11 |
Eksempel:
Du installerer en ny temperaturføler i et kølerum. Med kvalificeringen dokumenterer du, at føleren og overvågningen fungerer korrekt, både teknisk og under daglig drift.
Hvad sker der, hvis du ikke kvalificerer eller validerer?
Manglende kvalificering og validering er en kritisk GMP-fejl.
Det kan føre til myndighedsadvarsler (Warning Letters), forbud mod at producere eller sælge produkter, samt tilbagekald af batch.
Internt betyder det øget risiko for, at produkter ikke lever op til de tilsigtede specifikationer.
Det er ikke tilstrækkeligt at have ‘brugt udstyret i årevis uden problemer’ — GMP kræver dokumenteret evidens.
Hvad er de 4 trin i kvalificering af udstyr?
Kvalificering gennemføres typisk i fire trin: DQ (Design Qualification), IQ (Installation Qualification), OQ (Operational Qualification) og PQ (Performance Qualification).
| Trin | Beskrivelse | |
| 1 | DQ – Design Qualification | Er kravene til udstyr og funktionalitet gennemtænkt og dokumenteret? Matcher designet URS’en? |
| 2 | IQ – Installation Qualification | Er udstyret installeret korrekt og i overensstemmelse med leverandørens og virksomhedens specifikationer? |
| 3 | OQ – Operational Qualification | Fungerer udstyret som forventet under testede og kontrollerede forhold? |
| 4 | PQ – Performance Qualification | Lever udstyret op til kravene under normale driftsforhold – dvs. i den daglige produktion? |
Tilsammen dokumenterer de, at udstyret er rigtigt designet, korrekt installeret, fungerer som forventet og lever op til kravene i drift.
Kvalificering handler ikke kun om at afprøve udstyr – men om at vise, at det opfylder de formål, det er anskaffet til.
Kilde: EudraLex Vol. 4, Part I, kapitel 1–9
Hvornår skal en proces valideres?
En proces skal valideres, når den bruges til at fremstille GMP-regulerede produkter, og når reproducerbarhed er kritisk for kvalitet og patientsikkerhed.
Validering handler om at dokumentere, at en proces konsekvent giver det ønskede resultat.
Krav til procesvalidering gælder bl.a.
- produktionsprocesser
- rengøringsprocedurer
- IT-systemer
- analysemæssige metoder
Eksempel:
Du vil sikre, at en aseptisk fyldelinje konsekvent leverer sterile produkter.
Du gennemfører en procesvalidering, hvor du fx anvender mediefyld til at dokumentere det.
Kilde: EU GMP-Guideline: IT-systemer (computerised systems): Annex 15 (Principle) og Annex 11; Produktion: Annex 15, pkt. 5; Analysemetoder: Annex 15, pkt. 9; Rengøring: Annex 15, pkt. 10.
Hvad er de typiske fejl og udfordringer i praksis
- Man forveksler PQ med procesvalidering – men PQ er en del af kvalificeringen.
- Ændringer i proces eller udstyr sker uden ændringskontrol – og uden revurdering af kvalificering/validering.
- Dokumentation undlades, fordi “vi har jo brugt det i årevis uden problemer.”
- Data mangler ALCOA+-kvalitet – fx manglende dataloggere, uredigerbare filer, eller intet review.
Hvad er de vigtigste råd til kvalificering og validering?
- Brug risikovurdering aktivt – det er et krav (Annex 15 pkt “General” og 1.7) og hjælper jer med at fokusere.
- Tænk validering ind fra starten – sæt god tid af tidligt i projektet til risikovurdering, kravsætning (URS) og design. Det er både dyrt og tidskrævende at rette op senere, hvis kravene ikke er klart defineret.
- Dokumentér alt – men kun det nødvendige – “as built” vs. “as documented” skal passe.
- Inddrag QA tidligt – det sikrer bedre planlægning og færre stop.
- Giv medarbejdere den nødvendige træning, så de kan udfylde deres rolle i valideringsaktiviteterne.
Tjekliste: Skal du kvalificere eller validere?
| Situation | Kvalificere | Validere |
| Nyt udstyr installeres? | Ja | Ikke nødvendigvis |
| Proces ændres? | Ikke nødvendigvis | Ja |
| Nyt software i produktionen? | Ja | Ja |
| Nyt rengøringsmiddel? | Nej | Ja |
| Eksisterende udstyr ændres? | Revurder* | Revurder* |
* Revurdér betyder, at du aktivt gennemgår og dokumenterer, om eksisterende kvalificering eller validering stadig er gyldig efter ændringen — det er ikke det samme som at starte forfra, men konklusionen skal altid dokumenteres.
Læs mere
Vil du have hjælp til at omsætte kravene i praksis?
Her får du viden, som du kan bruge til opkvalificering, træning og dit arbejde med GMP.
Brug det i praksis
- Opgave til teammøde: Gennemgå et stykke udstyr, I bruger. Hvilke trin i IQ, OQ og PQ kan I identificere? Er det dokumenteret korrekt?
- Ordbog: Find begreber som “performance qualification” og “change control” i vores GMP-ordbog
Hent GMP-ordbogen (søg på Pharmakon): App Store (iOS) eller Google Play (Android)